Reflektioner

At gå med drømmene…

Lige om lidt forlader jeg for en stund vores lille bofællesskab, tager notesbøger og computer under armen og drager til en lille by på Kretas sydkyst for at fordybe mig i ordets kraft i en god månes tid.

Det er noget jeg har haft lyst til siden sidste sommer, da efterhånden en del frø var blevet plantet, og i efteråret bestilte jeg billetter og ophold.

Set udefra er det et skørt tidspunkt at hive en måned ud af kalenderen, når der er så meget momentum på andre ting, men jeg stoler på at intet er tilfældigt.

Det føles vildt, glædesfyldt og mega sårbart. Som et eventyr.

Ikke det at skulle tage afsted alene. Det har jeg gjort før, jeg har gået pilgrimsvandringer alene, og der er altid kommet en stærkere og en mere funderet og forankret Marianne hjem, måske også en ærligere Marianne = ærligere overfor mig selv og min gang i livet – og dermed en bedre facilitator.

Jeg er som regel god til at møde “Hvad nu hvis’er”, men det her er anderledes. Ikke at vide hvad der viser sig. Jeg elsker at skrive og har skrevet meget de sidste år, mest analyser, indsigter og forståelser af min egen gang i livet og de valg jeg har taget.

Det der føles sårbart er dybden og ærligheden i det skrevne ord. Jeg kan allerede mærke kraften. Det skrevne ord er uforanderligt – endeligt. Eller er det?

Kreta er et gammelt matrilineært samfund og myter og historier lever i jorden og luften. Det føles som den største gave at kunne fordybe mig her.

Så lige nu kilder det godt i maven. Det føles også helt rigtigt.

Måske dette også viser sig at være en pilgrimsvandring. Og ordet jeg tager med mig for nu er: LIVSKRAFT!

For mig kan astrologi være en sjov og værdifuld samarbejdspartner. Den kan hjælpe mig til at forstå, hvorfor jeg mærker som jeg mærker. Den bliver aldrig styrende og står aldrig alene. Det er i sidste ende altid min skelneevne og egen intuition, der leder.

Hvis man følger lidt med i astrologiens verden, og det gør jeg ved at læse nogle af dem, der ved noget om det, er vi fra igår til idag gået ind i et af de største kosmiske skift i vores levetid. To nye 13 og 165 års cyklusser (ret mig gerne hvis det er forkert) hvor vi går fra omega til alfa – til ny begyndelse – fra en gammel verden til at skabe en ny verden – fra et gammel paradigme til et nyt paradigme – fra et helt nyt ståsted – med en helt anden indsigt – hvordan det end ser ud for os hver især.

Og fordi jeg lever med præmissen, at intet er tilfældigt, finder jeg det interessant, at vi i løbet af natten er blevet dækket af sne. Det fortæller mig først og fremmest at gå langsomt og at lytte til stilheden

Selvom jeg er utålmodig, mærker jeg at det er vigtigt at mine skridt bliver gået i skarp skelneevne og rodfæstet  intuition. For når vi bygger nyt, er det vigtigt at vores fundament har sunde og dybe rødder i Jorden, ellers vælter det.

Det er samtidig vigtigt at gå skridtene hver dag for at være med til at skabe den verden vi gerne vil give videre til vores børn, børnebørn… No more sitting on the fence

Og det kræver, at vi kommer hjem i os selv, hjem til naturen, hvor vi kan høre Jordens hjerteslag og vores formødre og forfædres dybe hvisken. At lytte til det øjeblik, der er lige før vi ytrer et ord. Det øjeblik hvor hjertet og intuitionen taler. Det er essensen af skabelsen og den feminine kraft. Det er DEN rodfæstede visdom, jeg mener vi skal tage med os ind i en ny begyndelse.

Jeg åbnede mit firma i december 2012. Det var helt bevidst. Ifølge Mayaernes kalender markerede Solhvervet 21. december 2012 afslutningen på en lang cyklus og transformationen til en ny tid, en ny verden. Det var i alle tilfælde sådan jeg tolkede det. Og jeg vidste, at det var begyndelsen på en ny tid for mig.

Her hvor jeg er godt på vej i mit 14. år som selvstændig, kan jeg først nu for alvor sige at jeg har fundet mig selv og mit formål i mit virke. Jeg ved hvad jeg står for, jeg ved hvad jeg kan. Jeg kender mine kompetencer og vigtigst af alt min værdi.

Der har været et par afstikkere undervejs og indimellem en følelse af forvirring, men inderst inde har jeg altid godt vidst, hvad jeg kan, kendt mine gaver. Forvirringen har været min reaktion på ting udenfor mig selv.

Jeg bilder mig selv ind at jeg er færdig med de største afstikkere. Men forhåbentligt ikke dem alle, for de har været sjove, skæve, lærerige og vigtige – og de har givet næring til vejen.

Jeg har en stærk følelse af at gå i harmoni med mit inderste. Hvilket ikke betyder at det altid er nemt. Den harmoni bliver konstant udfordret. Harmoni kræver mod. Jeg kan hurtigt mærke når der er konflikt mellem det jeg mærker som rigtigt og det jeg rent faktisk gør.

Og jeg tager indimellem beslutninger, der kan gøre ondt i maven og ikke er lette for mig at handle på, men jeg ved at de er rigtige. Og den afklarethed hjælper mig. I alle tilfælde er autenticitet og integritet mine stærkeste redskaber og kompaspunkter.

Jeg er trådt ind i 2026 med en usædvanlig klarhed. Jeg kan godt få lidt åndenød når jeg ser hvad der ligger foran mig. Mest af alt fordi jeg er et sted hvor jeg ærer og ejer mine kompetencer og sætter dem alle i spil. Det giver et sug i maven.

Jeg har de sidste dage overvejet, om der er forskel på drømme og kald. Det er der for mig. Jeg har givet plads til begge dele i 2026. De nærer hinanden.

Jeg møder året i stor taknemmelighed og med kriller i maven.

God weekend

Det var ikke meningen at jeg skulle skrive noget. At jeg bare ville gå året ud i stilhed. Men her til morgen trænger ordene sig alligevel på. Og samtidig er det fuldstændig umuligt at sætte ord på den transformation jeg føler der er sket indeni i 2025.

Et par ting står i dette øjeblik særligt klart:

Da jeg kom hjem fra min tur til Peru, “A Journey in the Divine Feminine” i november 2024, var der sket noget uforklarligt. Noget indeni mig havde ændret sig drastisk, men jeg kunne ikke sætte ord på, hvad det var. Det var som et jordskred var sket indeni.

Der var ændringer jeg måtte foretage og som jeg måtte være tro ved, uden de kom med en forklaring. Det var det sværeste – at der ikke var en forklaring eller klart formål andet end bare at være tro mod mig selv. Jeg kunne IKKE IKKE være det. Det var simpelthen fysisk umuligt at gå en anden vej. Og tro mig, jeg forsøgte – at gå tilbage i trygheden og det kendte. Men jeg fik ikke lov.

Der fulgte en periode hvor jeg trak mig, kommunikerede kun med få, og brugte en stor del af tiden på at skrive.

Jeg havde brug for at være med den dybe forandring, som jeg ikke kunne forklare, blot følge.

En anden ting der skete da jeg kom hjem fra Peru, var at jeg ikke så musvåger i flere måneder. Musvågen har i mange år været min følgesvend, jeg så og hørte den dagligt. Og pludselig var den væk. Det var først langt ind i foråret at musvågerne kom tilbage i mit liv. Jeg tog det som et tegn til at gå mindre i fuglehøjde, og gå mere indad og se livet fra jordhøjde. Men der gik et par måneder, før jeg nåede den konklusion.

Da jeg kørte min datter på arbejde her til morgen, sad der en stor mørkebrun musvåge på en pæl til venstre for mig da jeg kørte ud af indkørslen, kun to meter væk. Den lettede først, da vi var side om side. Jeg kunne se den i øjnene. Jeg tager det som et symbol på at jeg har integreret noget vigtig læring. Og jeg skriver med tårer i øjnene i taknemlighed for dette særlige møde på kalenderårets næstsidste dag.

Èn af de læringer/gaver jeg kan se nu, er at jeg kan se ting for hvad det/de er, uden fordømmelse og uden slør af potentiale og hvad de kan være. Bare det det er.

2025 har været et år i dyb læring, opdagelse og integration. Det har været et sansende år, et åbende år, et år med uendelige spejlinger, et år hvor jeg er blevet kaldt hjem. Det har ikke føltes hårdt – bare – intenst.

Jeg husker ikke, at jeg før har følt mig så klar til at gå videre ind i et nyt år – med en ny grundtone, rankere ryg, skarpere syn og skelneevne, og en følelse af værdi, værdighed og formål – i større kærlighed til mig selv og dermed også til verden. Det er helt rigtigt hvad de siger; de to ting hænger sammen

Med ønsket om det smukkeste nytår til alle

Jeg har over det sidste år oplevet en større nysgerrighed på mine workshops og det jeg nu “går og laver”. Det har været en god anledning til at sætte ord på det, der er så naturligt for mig.

I mine workshops, tager vi udgangspunkt i den ro og læring naturen tilbyder os. Og vi arbejder med at komme fra hjertet og derefter bruge hovedet som redskab – i stedet for først at komme fra hovedet, som er det vi altid har lært. Det er også godt, men der er meget viden, talent, menneskelighed, indsigt og dybde, der ikke opdages, når vi kun analyserer og tænker os frem.

Mine workshops handler om personlig udvikling, men jeg vil hellere sige at de handler om at lære sig selv at kende. Finde sin egen sandhed. En anden dybde. Et udvidende perspektiv. 

Jeg oplever, at deltagerne bliver skarpere på, hvad de gerne vil med livet. De finder som regel en anden mening med livet. Og ihvertfald en anden kærlighed til livet.

Deltagerne på mine workshops er meget forskellige. Mange kommer fra forretningsverden, men det er en god blanding. 

Kendetegnende er det, at de fleste kommer, fordi de er blevet mere nysgerrige på sig selv og på en anden del af livet. 

Jeg oplever også, at her i Corona perioden, hvor vi har haft mulighed for at være mere stille, har vi mærket en anden side af sig selv. Og den er vi blevet nysgerrige på.

Jeg kommer ikke med sandheden. Vi har hver vores unikke sandhed. Jeg kan dele perspektiver og min egen sandhed som jeg ser den, men vi er alle forskellige og vi fungerer forskelligt og det er et vigtigt udgangspunkt i mine workshops. Hvad virker for dig? Hvad driver dig? Hvad nærer dig?

Jeg forsøger ikke at få nogle et bestemt sted hen. 

Mine workshops og forløb former sig efter deltagerne. Det gør det harmonisk og nærværende. Jeg lægger altid et program og har et tema. Men jeg har aldrig lavet et program, der ikke er blevet vendt godt og grundigt på hovedet i udførelsen 🙂 

Vi arbejder med det der er, og det der viser sig undervejs og programmet får sit eget liv. 

– er det vigtigste redskab i mine workshops. Jeg bruger det nådesløst både privat og professionelt. Fordi det ændrer ALT. 

Taknemmelighed for ALT i livet; alle de mennesker vi møder på vores vej, op og nedture, nærende mad på bordet, rent drikkevand (Så længe det nu varer…), tag over hovedet, solen der giver liv til vores afgrøder, regnen der vander vores afgrøder OSV OSV..

I taknemmelighed forstår vi at det hele hænger sammen.

Og det er, for mig, det bedste sted at starte fra. ALTID! 

Når jeg ikke har det godt fysisk eller mentalt, vender jeg tilbage til og fokuserer på taknemmelighed. Det er helt ok ikke at have det godt og være med det, det er der også noget i, men taknemmeligheden gør at det ikke tager over.

Min erfaring er, at arbejdet med taknemmelighed flytter os hurtigst og længst.

Jeg starter ALTID med at træne taknemmelighed i mine forløb og mine workshops. 

Herfra bliver vi mere medfølende og kommer fra hjertet. 

Vi ser verden fra et andet perspektiv, og vi kan nå ind til en anden sandhed. Den sandhed der bor i os selv, og ikke kun den der er tillært. Mindre udskamning, mindre rigtigt og forkert, mindre perfekt – mere forstående, mere tilgivende, mere medmenneskelig. Vi er det hele. 

Når vi arbejder med taknemmelighed kommer det helt af sig selv. Vi behøver ikke at tænke os frem til det.

Når vi så også får det lag på, at se og mærke at alt er liv: træer, sten, vand, sol, stjerner, dyr, Jorden OSV., går vi lige pludselig med en helt anderledes kærlighed og respekt på jorden. 

Når jeg siger madbøn, takker jeg dyr og planter for at have givet deres liv for at nære mit. Det er der ikke noget religiøst i. For mig handler det om opmærksomhed, respekt og taknemmelighed for hvor maden kommer fra.

Taknemmelighed er livskvalitet.

Taknemmelighed er noget vi med fordel kan blive meget bedre til i vores del af verden.

Jeg har aldrig set så mange i skoven, som efter corona kom til landet. 

Og det er skøøøønt. Vi har en natur vuggestue/børnehave tæt på, og jeg elsker at høre dem løbe rundt og lege, se dem bygge huler og sidde i rundkreds omkring bålet.

Folk benytter skoven af mange årsager. Mest til motion –  gåture, løb, hest eller mountainbike. Og her i corona tiden bliver skoven også brugt til forretnings-gåture. Møder der ellers ville være blevet afholdt på kontoret.

Når vi er i skoven og med træerne, får vi noget helt andet med hjem.

Selvom vi har travlt med at snakke eller motionere, mens vi er der, kan vi ikke undgå at blive påvirket at naturens særlige energi. Luften er friskere, kinderne bliver røde og vi føler os i live på en anden måde.

Når vi er i kontakt med naturen, får vi en anden kontakt til os selv. Det sker helt naturligt. 

Der er efterhånden mange undersøgelser, der understøtter alt det gode, naturen gør ved os. 

Natur terapi bliver brugt til at afhjælpe stress. I flere lande udskrives det på recept af lægen.

Når vi er i kontakt med naturen, balanceres vi på forunderlig vis indeni. Vi åbner for vores sanser. Det giver os muligheden for at opdage nyt og få bedre kontakt til den højre side af hjernen, som bl.a står for kreativitet og intuition.

Hvornår har du sidst været i skoven eller gået en tur ved vandet i stilhed? Uden et formål. Ikke for at motionere eller tale med en ven eller kollega. Prøv det! Og se hvad der kommer.

– bare ordet gør noget ved os. Nogle af os bliver drevet af det, men de fleste af os har en eller anden form for modstand på det. Forandring kræver af os, at vi i større eller mindre grad, skal træde ud af vores komfortzone. Og der er så dejligt at være. Ofte er det først, når vi bliver tvunget til det, at forandring sker.

Vi skal bare læse nyhederne for at se at vi på verdensplan er inde i en kæmpe forandringsproces. Det tvinger os til at kigge på os selv. Hvor hører vi hjemme i denne forandring? 

Naturen lærer os om forandring. Naturen er i evig forandring. Jeg kan blot nævne de 4 forskellige årstider, som vi er så heldige at kunne opleve her i Danmark. 

Forandring er et livsvilkår for overlevelse. 

Vores formødre og forfædre levede i pagt med naturen og forstod vigtigheden af den evige forandring. I Nordamerika flyttede de indfødte amerikanere med bisonokserne. Stadig den dag i dag flytter samerne i Lapland efter rensdyrene. Vi høster og sår på bestemte tider på året.

Forandringen møder os uundgåeligt. Corona er et eksempel. 

Og vores vestlige komfortzone har en konsekvens – klimaforandringer. Vi bliver nu tvunget til at forandre os for vores overlevelse.

Forandring kan gøre ondt. Den kan være svær og hård. Nogen gange er det nødvendigt at gennemtvinge en forandring. Og det er ikke rart. Vi bliver tvunget ud af komfortzonen.

Forandring er også en mulighed for at vokse og gro og forny. 

Vi kan vælge at tage kærligt mod forandringen, gå den i møde, med alt det den fører med sig. Præcis som naturen viser os med de 4 årstider. Livet er bygget på forandring. Naturen ved det. 

Naturen viser os at forandring kan være en kærlig dans, når vi lytter til den og os selv. Forandring er et livsvilkår. Det er evolution. Det ligger i vores DNA godt plantet af vores formødre og forfædre og naturen. Vi ved det godt. Vi er bare blevet for komfortable.

Nu er vi godt på vej ind i efteråret. Naturen forbereder sig, trækker sig langsomt, giver slip på sine blade og det som har fulgt den i denne sæson. Naturen ved, at snart bliver det koldere. Det er tid til at gå indad – nedad. Det er tid til at gå i hi vinteren over. 

Hvordan vil du gerne gå i hi vinteren over? Hvad kan du kultivere her i vintersæsonen? Hvilke gaver giver det med sig? 

Igennem de sidste to år er der sket en del ændringer i min måde at arbejde på og ud fra. Jeg oplevede, at mine kunder efterspurgte andet end det jeg umiddelbart tilbød. 

Dem jeg mødte i og udenfor min virksomhed havde oftest svært ved helt at sætte ord på, hvad de havde brug for og GERNE ville have – dog satte de meget tydelige ord på, hvad de IKKE ville have. 

Det var tydeligt, at der var et ønske om at lære sig selv bedre at kende, om at gå dybere og om at finde frem til en ANDEN mening med livet. Den del er kun blevet forstærket gennem det sidste år. Det var også tydeligt, at der var et behov for at tilbringe mere tid i naturen.

I samarbejde med mine kunder har jeg løbende måtte opfinde nyt der imødekommer denne efterspørgsel. Det er blevet til 3 forskellige forløb for private og lignende setups for virksomheder og teams. 

Jeg tager udgangspunkt i naturen og blander gammel naturvisdom med nutidens viden.

Hvad sker der når vi følger naturens cyklus, som man gjorde tidligere og stadig gør i mange indfødte kulturer? Hvordan og hvornår kan det f.eks. være hensigtsmæssigt og i takt med naturen at arbejde med forandringer og store skift, med korte mål, langsigtede mål, værdier og visioner? Vi tapper ind i dyb og gammel visdom.

Hvad/hvor er MIN plads i livet? Min gave, mit talent? 

For indfødte stammer, som ikke har meget kontakt med det vi kalder civilisationen, er det fundamentalt og essentielt for HELE STAMMENS OVERLEVELSE at hvert enkelt medlem finder deres helt særlige gave og talent. Og de bliver støttet i at kultivere denne særlige gave, til gavn for fællesskabet.

Vi er i en tid med stor forandring. Og vi bevæger os i en tid, hvor vi ikke nødvendigvis kan se hele vejen. Vi kan bruge naturen til at lære os om at være i forandring og flow, om at handle selvom vi ikke kan se hele vejen, og til at fokusere mere på skridtene end på selve målet. 

Jeg er rigtig god til at gøre ting hurtigt. Jeg er faktisk rigtig god til at gøre mange ting hurtigt på én gang.

De sidste par år har jeg fokuseret mere på at lave én ting ad gangen. Og det har været fedt at opleve, at jeg faktisk når det samme og er mere tilstede i det jeg laver.

LANGSOMMERE:

For 1 måneds tid siden begyndte jeg at få ondt i højre knæ. Værst for mig, gik det ud over mine ture i skoven, men også min fysiske træning.

Jeg er lidt stædig, og blev ved at gå, og jeg opdagede at når jeg gik langsomt, kunne jeg gå lige så langt som jeg plejede.

Jeg opdagede også, at når jeg gik langsommere på crosstraineren, gjorde det ikke ondt i mit knæ.

DYBERE:

Jeg kunne ovenikøbet sætte modstanden på crosstraineren op. Men når jeg satte tempoet op, gjorde mit knæ ondt.

Jeg eksperimenterede med at høre stille musik når jeg trænede, istedet for det tempo musik jeg plejede at høre.

Jeg oplevede, at ved at gå langsommere og høre stille musik var jeg mere tilstede i min krop, mærkede hvilke muskler jeg brugte og fokuserede mere på dem.

RESULTAT:

Og da vi nu lever i en resultat orienteret verden, kan jeg også oplyse, at ved at gå langsommere, og samtidig sætte modstanden på crosstarineren op, opnåede jeg højere eller samme kalorietab på samme tid, end da jeg tidligere tonsede derudaf.

How about that!