Jeg har aldrig set så mange i skoven, som efter corona kom til landet.
Og det er skøøøønt. Vi har en natur vuggestue/børnehave tæt på, og jeg elsker at høre dem løbe rundt og lege, se dem bygge huler og sidde i rundkreds omkring bålet.
Folk benytter skoven af mange årsager. Mest til motion – gåture, løb, hest eller mountainbike. Og her i corona tiden bliver skoven også brugt til forretnings-gåture. Møder der ellers ville være blevet afholdt på kontoret.
Når vi er i skoven og med træerne, får vi noget helt andet med hjem.
Selvom vi har travlt med at snakke eller motionere, mens vi er der, kan vi ikke undgå at blive påvirket at naturens særlige energi. Luften er friskere, kinderne bliver røde og vi føler os i live på en anden måde.
Når vi er i kontakt med naturen, får vi en anden kontakt til os selv. Det sker helt naturligt.
Der er efterhånden mange undersøgelser, der understøtter alt det gode, naturen gør ved os.
Natur terapi bliver brugt til at afhjælpe stress. I flere lande udskrives det på recept af lægen.
Når vi er i kontakt med naturen, balanceres vi på forunderlig vis indeni. Vi åbner for vores sanser. Det giver os muligheden for at opdage nyt og få bedre kontakt til den højre side af hjernen, som bl.a står for kreativitet og intuition.
Hvornår har du sidst været i skoven eller gået en tur ved vandet i stilhed? Uden et formål. Ikke for at motionere eller tale med en ven eller kollega. Prøv det! Og se hvad der kommer.