Det er oftest noget vi forbinder med en kirkelig handling og religion i vores del af verden.
Det er det ikke for mig!
Jeg kan godt lide at gå i kirke, og jeg holder af de rammer kirken har til ro, fred og væren med. Men jeg bruger mest kirken i forbindelse med de sædvanlige ceremonier som dåb, konfirmation, bisættelse osv. Naturen er nærmere min kirke i bred forstand og uden et religiøst islæt.
Konfirmation er et eksempel på en ceremoni de fleste af os stadig holder fast i, og som vi nu gør mere til vores egen, både i og udenfor kirken. Vi fejrer og ærer en vigtig overgang i livet.
For mig er ceremoni noget vi gør med bevidsthed, nærvær og opmærksomhed. Det kan være når vi samles og fejrer og ærer noget særligt. Og det kan ligeså vel være når vi tænder et lys – når vi ammer, eller leger med vores børn – når vi går en tur i skoven – når vi er taknemmelige for at have mad på bordet og tag over hovedet – når vi sender gode tanker til nogen, der har brug for det – når vi laver kaffe og når vi laver mad. Jeg har en veninde der elsker at lave mad. Det er ceremoni og alkymi når hun går i køkkenet.
Vi kan både være i ceremoni alene og sammen med andre. Det kan være lige kraftfuldt.
Og alligevel sker der noget helt særligt, når vi er flere sammen der retter vores bevidsthed og opmærksomhed mod noget fælles. Ved brylluppet er det f.eks. til kærligheden og brudeparrets fremtid sammen, ved konfirmationen er det overgangen til voksenlivet med konfirmanden i centrum, ved bisættelsen er vi med sorgen og vi ærer den afdødes liv.
Jeg oplevede for alvor hvad ceremoni kan for mig, da jeg var til Council of Women i Santa fe i 2016. Her ærede vi overgangene i livet, jorden, alt liv og hinanden. Vi ærede hvor vi kom fra. Jeg var helt fyldt op af den kærlighed og det rum vi kunne skabe sammen ved fælles opmærksomhed.
Og med et forstod jeg vigtigheden af ceremoni, og hvorfor den var så betydningsfuld for vores formødre og forfædre – som i Årshjulet. Det handlede om samhørighed og om at høre til – til jorden, til verden, til hinanden. At der ikke er noget “over og under”. At vi lever i sameksistens, og er afhængige af hinanden og jorden, om vi vil det eller ej.
Ceremoni er blevet udvandet og lidt glemt i vores del af verden. Og det betyder, at vi har mistet noget fundamentalt i os selv og vores samhørighed. Og jeg tror, at det er det mange af os mangler, og dermed søger på forskellig vis og nye måder.
Jeg elsker alt ved ceremoni. Jeg elsker at være i den, planlægge den, forberede den, og mærke det rum vi skaber sammen, for os selv, livet og hinanden – når vi giver vores individuelle og fælles opmærksomhed til noget bestemt. Den intensitet og bevidsthed der ligger i ceremoni fylder hver celle i min krop.
For år tilbage begyndte jeg at planlægge, forberede og være i mine workshops i ceremoni. Det er et helt særlig flow der skabes i dette samspil. Vi åbner, går ind i og lukker rummet igen i bevidsthed. Det bliver til noget helt særligt og vigtigt der udspiller sig i det nærværende moment. Vi oplever det anderledes og det sætter sig anderledes.
Det er ceremoni for mig.