At gå med drømmene…
Lige om lidt forlader jeg for en stund vores lille bofællesskab, tager notesbøger og computer under armen og drager til en lille by på Kretas sydkyst for at fordybe mig i ordets kraft i en god månes tid.
Det er noget jeg har haft lyst til siden sidste sommer, da efterhånden en del frø var blevet plantet, og i efteråret bestilte jeg billetter og ophold.
Set udefra er det et skørt tidspunkt at hive en måned ud af kalenderen, når der er så meget momentum på andre ting, men jeg stoler på at intet er tilfældigt.
Det føles vildt, glædesfyldt og mega sårbart. Som et eventyr.
Ikke det at skulle tage afsted alene. Det har jeg gjort før, jeg har gået pilgrimsvandringer alene, og der er altid kommet en stærkere og en mere funderet og forankret Marianne hjem, måske også en ærligere Marianne = ærligere overfor mig selv og min gang i livet – og dermed en bedre facilitator.
Jeg er som regel god til at møde “Hvad nu hvis’er”, men det her er anderledes. Ikke at vide hvad der viser sig. Jeg elsker at skrive og har skrevet meget de sidste år, mest analyser, indsigter og forståelser af min egen gang i livet og de valg jeg har taget.
Det der føles sårbart er dybden og ærligheden i det skrevne ord. Jeg kan allerede mærke kraften. Det skrevne ord er uforanderligt – endeligt. Eller er det?
Kreta er et gammelt matrilineært samfund og myter og historier lever i jorden og luften. Det føles som den største gave at kunne fordybe mig her.
Så lige nu kilder det godt i maven. Det føles også helt rigtigt.
Måske dette også viser sig at være en pilgrimsvandring. Og ordet jeg tager med mig for nu er: LIVSKRAFT!