Det var ikke meningen at jeg skulle skrive noget. At jeg bare ville gå året ud i stilhed. Men her til morgen trænger ordene sig alligevel på. Og samtidig er det fuldstændig umuligt at sætte ord på den transformation jeg føler der er sket indeni i 2025.
Et par ting står i dette øjeblik særligt klart:
Da jeg kom hjem fra min tur til Peru, “A Journey in the Divine Feminine” i november 2024, var der sket noget uforklarligt. Noget indeni mig havde ændret sig drastisk, men jeg kunne ikke sætte ord på, hvad det var. Det var som et jordskred var sket indeni.
Der var ændringer jeg måtte foretage og som jeg måtte være tro ved, uden de kom med en forklaring. Det var det sværeste – at der ikke var en forklaring eller klart formål andet end bare at være tro mod mig selv. Jeg kunne IKKE IKKE være det. Det var simpelthen fysisk umuligt at gå en anden vej. Og tro mig, jeg forsøgte – at gå tilbage i trygheden og det kendte. Men jeg fik ikke lov.
Der fulgte en periode hvor jeg trak mig, kommunikerede kun med få, og brugte en stor del af tiden på at skrive.
Jeg havde brug for at være med den dybe forandring, som jeg ikke kunne forklare, blot følge.
En anden ting der skete da jeg kom hjem fra Peru, var at jeg ikke så musvåger i flere måneder. Musvågen har i mange år været min følgesvend, jeg så og hørte den dagligt. Og pludselig var den væk. Det var først langt ind i foråret at musvågerne kom tilbage i mit liv. Jeg tog det som et tegn til at gå mindre i fuglehøjde, og gå mere indad og se livet fra jordhøjde. Men der gik et par måneder, før jeg nåede den konklusion.
Da jeg kørte min datter på arbejde her til morgen, sad der en stor mørkebrun musvåge på en pæl til venstre for mig da jeg kørte ud af indkørslen, kun to meter væk. Den lettede først, da vi var side om side. Jeg kunne se den i øjnene. Jeg tager det som et symbol på at jeg har integreret noget vigtig læring. Og jeg skriver med tårer i øjnene i taknemlighed for dette særlige møde på kalenderårets næstsidste dag.
Èn af de læringer/gaver jeg kan se nu, er at jeg kan se ting for hvad det/de er, uden fordømmelse og uden slør af potentiale og hvad de kan være. Bare det det er.
2025 har været et år i dyb læring, opdagelse og integration. Det har været et sansende år, et åbende år, et år med uendelige spejlinger, et år hvor jeg er blevet kaldt hjem. Det har ikke føltes hårdt – bare – intenst.
Jeg husker ikke, at jeg før har følt mig så klar til at gå videre ind i et nyt år – med en ny grundtone, rankere ryg, skarpere syn og skelneevne, og en følelse af værdi, værdighed og formål – i større kærlighed til mig selv og dermed også til verden. Det er helt rigtigt hvad de siger; de to ting hænger sammen
Med ønsket om det smukkeste nytår til alle